Find de mest hyppige spørgsmål her
Den tekniske administration af mobile enheder på Kirkenettet
Til administration af mobile enheder (mobiltelefoner og tablets), der anvendes til at synkronisere mail fra Kirkenettet, vil Folkekirkens It anvende værktøjet Intune fra Microsoft.
Alle mobile enheder registreres udelukkende som 'Privat enhed' i Intune. Denne opsætning gælder uanset, om der er tale om arbejdsgiverbetalte eller private telefoner og/eller tablets.
Som følge af den tekniske registrering som 'Privat enhed' oprettes der et lukket område (en form for container eller lagerområde) på telefon eller tablet.
Det er kun dette aflukkede område, som Folkekirkens It via Intune kan foretage administration af.
Med denne metode er Folkekirkens It's administration af mobile enheder på Kirkenettet begrænset og restriktiv. Det understreges, at administrationen ikke giver adgang til at se indhold på enheden og de anvendte apps eller i services fra Kirkenettet, eks. Outlook, Teams, OneDrive m.fl.
Alt andet på enheden administreres ikke og kan ikke tilgås af Folkekirkens It.
Her bestemmer brugeren helt selv, hvad der anvendes af apps og gemmes af data.
For at kunne anvende services, som vedrører Kirkenettet, herunder Outlook, Teams, OneDrive m.fl., skal enheden opfylde krav til operativsystem version m.m.
Udmøntning af sikkerhedskrav
Når man som bruger første gang vil synkronisere sin arbejdsmail (Kirkenet) til sin mobile enhed, skal man oprette en kode på seks cifre, hvis man ikke allerede har dette.
Det er også et krav, at operativsystemet på mobile enheder er opdateret til en given version for, at brugerne kan benytte services vedrørende Kirkenettet.
Det er ikke muligt at stille krav til opdatering af apps på enheden, og dette skal brugeren selv sørge for. Apps, der ikke er opdaterede, kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Ved opdatering af operativsystemet, vil apps på enheden dog i vid udstrækning også skulle opdateres.
Adgang på den mobile enhed ved administration
Hvad kan Folkekirkens It se, når enheden registreres som 'Privat enhed':
- Enhedens model
- Producenten af enheden
- Operativsystem og version
- Apps i det aflukkede område
- Enhedens ejer
- Enhedens serienr. og IMEI nr.
- De sidste fire cifre i brugerens telefonnr.
- Enhedens lagerplads – i tilfælde af, at brugeren ikke kan installere en nødvendig app, vil Folkekirkens It kunne undersøge, om der er for lidt lagerplads på enheden.
Hvad kan Folkekirkens It aldrig se med Intune:
- Historik vedr. kald og internetbrowsing
- Mails og sms-beskeder
- Kontakter
- Kalender
- Kodeord
- Billeder og filer
- Placering – er dog muligt, hvis brugeren selv aktivt vælge at dele enhedens placering.
Komplet sletning af indhold på en mobil enhed
Ud over ovennævnte er det muligt for Folkekirkens It at slette (wipe) alt på en mobil enhed. Sletningen kan dog deles op således, at den kun omfatter det lukkede område på en mobil enhed. Det betyder, at alle data samt det aflukkede område forsvinder helt fra enheden, men uden at der slettes noget fra den private del.
Sletning må ske i tilfælde af, at Folkekirkens It har mistanke om ondsindede handlinger - og vil kun omfatte det lukkede område.
Når det lukkede område slettes fra enheden, vil e-mails og dokumenter i OneDrive stadig være tilgængelige fra en Kirkenet-pc eller via webadgang på en pc eller mobil enhed.
Denne slettefunktion giver ikke mulighed for at se indholdet på enheden.
Brugeren kan selv foretage sletning af alt indholdet på en mobil enhed, eks. efter tyveri eller tab af enheden. Denne funktion er mulig via Outlook webadgang.
Læs Microsofts redegørelse for, hvad der kan opnås adgang til med Intune, her.